søndag den 9. februar 2014

3 års fødselsdag med dertil hørende kager

Det er efterhånden nogle uger siden, at Laura og Richard fyldte 3 år, og selvom der har været stille på bloggen, gik deres fødselsdag absolut ikke stille for sig. Hele 3 dage med fødselsdagsfejring blev det til i år: Først for børnehaven søndagen før, så på dagen for den nærmeste familie og sidst men ikke mindst lørdagen efter for mostre, onkler, kusiner, fætre og bedsteforældre. 

Har man sagt fødselsdag, så har man også sagt kager, og dem blev der bagt nogle stykker af. 



Til børnehaven havde jeg lavet to lagkager. Den ene, der var med nougatcreme og bananaer, blev pyntet med biler og prydet med Richards navn. Den anden, der var med hindbærkompot og hvidchokoladecreme, blev pyntet med prinsesser og prydet med Lauras navn. De var faktisk rigtig fine, når jeg nu selv skal sige det, men med en ventende børnehavebørnsflok blev det desværre ikke til et billed af kagerne, inden kniven havde gjort sit arbejde.

Jeg havde selv bagt bundene til lagkagerne, og måske derfor var de ret mættende. Til trods for de mange gæster blev kun halvdelen af hver kage spist, og vi spiste derfor lagkage både søndag aften og mandag. Tirsdag havde Laura og Richard så fødselsdag, og der kunne jeg ikke klemme mere lagkage ned. Derfor bagte jeg i stedet gulerodsmuffins, som vi lavede et event ud af selv at skulle pynte - det var et stort hit særligt hos Laura og Richard.

Lørdagen efter kom hele den store familie på besøg (når alle er samlet tæller vi 26 personer). Min lagkagemæthed stod stadig ved magt, så derfor lavede jeg en vandbakkelseskagebamse...(!) Jeg synes selv, det var ret smart hverken at kalde det en kagemand eller -kone, når man nu har tvillinger af hvert sit køn. Imidlertid var Laura og især Richard slet ikke med på, at det var konceptet, og Richard var i lang tid bare skuffet over, at det ikke var en kran... skuffelsen fortog sig dog, da han smagte kagen;-)

Derudover havde jeg lavet kys-kager og den lækreste cheesecake ever. Den skal helt sikkert laves igen, så for din (men mindst ligeså meget for min egen skyld), får du opskriften her:

Cheesecake
Ingredienser
375 g. digestive kiks
225 g. smør
450 g. flødeost
90 g. flormelis
1 vaniljestang
Fint reven skal af 1/2 citron
3 3/4 dl. piskefløde

Fremgangsmåde
Lad smørret stå og blive godt blødt. Kværn kiksene, til der ikke er nogen hele stykker.
Rør smør og kiks sammen med en håndmikser.
Fordel kiksemassen i en mellemstor springform (cirka 20-24 cm).
Skær vaniljestangen over på langs, skrab indeholdet ud og mos det sammen med 1 tsk. almindeligt sukker, til du har en tyk lækker vaniljemasse. 
I en anden skål røres flødeosten (med en køkkenmaskine, el. en håndmikser) med vaniljen og den revne citronskal.
Rør også flormelis i blandingen, til det bliver en ensartet masse uden klumper.
I en tredje skål piskes piskefløden til en let skum, der dog stadigvæk skal have en let fast konsistens. Bland piskefløden med flødeosten og fordel det godt i springformen med en dejskraber.
Løft springformen og bank den let et par gange ned i bordet for at undgå lufthuller i ostecremen. Film springformen og sæt den på køl i 3-5 timer og gerne natten over.



Personligt går jeg nu bare og venter på en anledning til at lave den igen:-)




1 kommentar:

  1. Hej Mathilde!

    Din blog har fanget vores opmærksomhed på grund af kvaliteten af de opskrifter. Vi ville være glade, hvis du ønsker at deltage i Findeopskrifter.dk, så vi kunne oprette forbindelse til den.

    Findeopskrifter.dk er en søgemaskine, der samler de bedste danske madlavning blogs fra internettet.

    Flere hundrede blogs er allerede registreret her og drage fordel af den trafik, vi sender til deres websteder.

    For at deltage Findeopskrifter.dk, bare gå til http://www.findeopskrifter.dk/kom-med-i-madblogstoppen

    Hav en dejlig dag!

    Med venlig hilsen
    - Elin, Findeopskrifter.dk

    SvarSlet