søndag den 13. juli 2014

Når jordbærsæsonen lakker mod enden...

Da jeg forleden var nede at handle ind til aftensmad sammen med Laura og Richard, var der danske jordbær på tilbud: 10 kr. for 500 g af den slags, der skal spises samme dag. Uha fristende, men omvendt havde vi allerede halvanden bakke derhjemme... En sød ældre dame kommenterede mine overvejelser for eller imod køb: "Du laver bare grød af dem", og vupti lå der to bakker i vores vogn.

Om aftenen udskiftede jeg ideen om grød med jordbær syltetøj. Jeg synes nemlig ofte, at den jordbær syltetøj, vi køber, er lidt kedelig i smagen, og da de danske jordbær har været ekseptionelt gode i år (ligesom sidste år... og året før det... og året før det...), så var tanken, at super jordbær må give super syltetøj!

I modsætning til VERDENS BEDSTE RABARBER MARMELADE ville jeg lave en helt jævn syltetøj, dvs. ingen jordbærstykker, og projektet krævede derfor ikke lang tid i køkkenet:


Opskrift på jordbær syltetøj, ca. 1 liter

1 kg jordbær 
200 g sukker + 20 g til at blande med melatinen
Rød melatin (følg anvisningen på posen)
1 låg fuld atamon

Skyl jordbærene og fjern den grønne top. Blend jordbærene (hvis du - som jeg - vil minimere opvasken blendes de med stavblender i en gryde), og bring den i kog. Tilsæt sukker og kog blandingen i 2 minutter under omrøring. Derefter tager du gryden af varmen og skummer syltetøjet af. Tilsæt melatin/sukker-blandingen under omrøring. Når alle klumper er rørt ud koges syltetøjet op en sidste gang under omrøring.

Skold og atamon-skyl syltetøjsglassene (atamon-skyl: hæld atamonen i det første glas, ryst og hæld derefter atamonen i det næste glas, ryst osv.). 

Fyld jordbærsyltetøjet helt op til kanten af glassene, og sæt låg på.


Forskellen på købe- og hjemmelavet jordbærsyltetøj er muligvis vand og mangel på samme, men med garanti en smagsoplevelse til forskel. Så forkæl dig selv og dine kære med hjemmelavet syltetøj - hvis du er ligeså heldig som mig, så falder du måske over friske jordbær på tilbud i morgen;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar